Når de kulstofrige lavbundsjorde udtørres og iltes ifm. dræning og pløjning, gasser kulstoffet af som CO2 i stedet for at forblive bundet i jorden. Og denne afgasning af CO2 gør, at dyrkningen af jordene er ekstremt skadelig for klimaet.

Udtagning af kulstofrige lavbundsjorde og omlægning til natur har en dobbelt klimaeffekt: Med tiltaget kan vi både reducere udledningen og lagre CO2 i jorden. Når man stopper med at dræne og dyrke jordene og i stedet gør dem til naturlige vådområder igen, så stopper afgasningen af CO2 med det samme. Og med tiden vil naturen igen begynde at binde CO2 i den iltfattige jord og på den måde være med til at mindske ophobningen af CO2 i atmosfæren.

Udtagning af kulstofrige lavbundsjorde skal ske på frivillig basis og mod en kompensation, der afspejler det driftstab, Landmanden lider, ved ikke længere at kunne dyrke jorden. Et projekt starter typisk med, at ejeren af jorden eller en myndighed som kommunen eller Naturstyrelsen, tager initiativ til at benytte en tilskudsordning målrettet udtagning af kulstofrige lavbundsjorde. Herefter udarbejdes en plan for projektet og endeligt følger anlægsfasen, hvor dræningen afbrydes og dyrkningen ophører. Det nyanlagte vådområde tinglyses på ejendommen og er på den måde sikret for eftertiden.

Når en landmand vælger at indgå aftale om, at tage sine kulstofrige lavbundsjorde ud af drift, bliver han kompenseret for det tab, der er forbundet med ikke længere at kunne dyrke jorden. Kompensationen kan enten være økonomisk i form af et engangsbeløb eller at lodsejeren i bytte modtager bedre marker, som ikke er kulstofrige lavbundsjorde. Kompensationen dækker desuden forundersøgelser, konsulentydelser, anlægsarbejde og projektledelse.

De omlagte jorde må fortsat bruges til ekstensiv drift i form af afgræsning med dyr og høslæt samt jagt og anden rekreation. Særligt græsning kan faktisk være en fordel for biodiversiteten, fordi de store dyr holder store træer og buske nede, så naturen på arealerne forbliver lysåben. Og netop den lysåbne natur er der rigtigt mange truede dyr og planter, som er dybt afhængige af.

I nogle områder indgår genopretning af vandløb eller genslyngning af åer også i projektet og hvis der i mange år er gravet dybere og dybere vandløb for at lede vandet væk, skal vandløbsbunden nogle steder hæves. Herefter kan vandløbet følge sin natur og gå over sine bredder uden at skade nærliggende afgrøder, og de udtagne arealer vil igen blive attraktive for et væld af planter, fugle, padder, pattedyr og insekter.

Så snart dyrkningen ophører og jorden igen er iltfattig, så ophører afgasningen af CO2. Og med tiden vil vådområderne igen begynde at optage CO2 i det uomsatte plantemateriale, som lagres i jorden.

Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer foreslår at tage op imod 100.000 ha jord ud af drift som et centralt led i landbrugets klimaindsats. Udtagningen skal ske på frivillig basis og mod kompensation.

Regeringen mener kun, at det er realistisk at udtage 38.000 ha kulstofrige lavbundsjorde. Ét argument er, at op mod 40.000 ha lavbundsjorde er små arealer på under 10 ha. Et andet er, at et stop for dræning af lavbundsjorde kan føre til oversvømmelser på tilstødende arealer.

Ift. det første argument, så mener Danmarks Naturfredningsforening og Landbrug & Fødevarer at de små arealer rent faktisk er en fordel. Det skyldes at de små jorde ofte kun har én lodsejer og at projekterne derfor kan gennemføres uden, at en stor gruppe lodsejer først skal blive enige.

Når det kommer til oversvømmelse af tilstødende arealer - fx andre marker, veje eller bygninger - så kan problemet løses med forholdsvis simple barrierer og dæmninger. Det vil i nogle tilfælde gøre omlægningen dyrere, men det er kun meget få steder, der er beboelses- og landbrugsbygninger eller større veje i de potentielle projektområder. Oversvømmelsesproblemet står ikke i vejen for, at de første mange tusinde hektar lavbundsjord kan udtages, men der skal selvfølgelig tages hensyn til eventuel bebyggelse i projektområderne.

To af de største udfordringer, som er forbundet med at omlægge kulstofrige lavbundsjorde til natur, er beskrevet under punkt 6.

Derudover er der en række andre tekniske udfordringer, som knytter sig til udtagning af lavbundsjord. Dem kan du læse mere om i dette dokument om Barrierer og løsninger for omlægning af kulstofrige lavbundsjorde, som Danmarks Naturfredningsforening har udarbejdet i samarbejde med Landbrug & Fødevarer, og som vi i fællesskab har sendt til Landbrugs- og Fødevareminister, Rasmus Prehn.

Én af konsekvenserne af klimaforandringerne er, at vi i Danmark får langt større mængder regn. Især om sommeren skal vi vende os til, at voldsomme skybrud bliver mere almindelige, og derfor er man overalt i de danske byer i gang med store og dyre klimasikringsprojekter, så vi undgår ødelæggende oversvømmelser.

En afledt effekt af at udtage kulstofrige lavbundsjorde og genoprette de naturlige vådområder er, at vådområderne kan være med til at opsamle, forsinke og nedsive vandmængderne ifm. skybrud og dermed forhindre, at åer og kloaker inde i byerne går over deres bredder. På den måde er der en stor samfundsøkonomisk gevinst forbundet med udtagningen af lavbundsjordene. Fordi man kan løse flere forskellige udfordringer med ét greb.

En anden positiv effekt ved udtagning af kulstofrige lavbundsjorde er, at det kan være med til at forbedre vores vandmiljø. Udvaskning af næringsstoffer til vandmiljøet er et gigantisk problem for vores åer, fjorde og have. Også fra de lavtliggende jorde. Algeopblomstring og iltsvind truer mange steder med at gøre vores elskede, kystnære havområder til biologiske ørkener, hvor ingen bundlevende organismer, fisk eller tangplanter kan overleve.